Officielt: Rekordsalg i FC Fredericia
FC Fredericia har lørdag eftermiddag offentliggjort salget af profilen Adam Jakobsen, som skifter til svenske IF Brommapojkarna i en rekordhandel.
Ka-ching!
FC Fredericia har lørdag eftermiddag offentliggjort et rekordsalg af den 24-årige angriber Adam Jakobsen.
Den tidligere U19-landsholdsspiller skifter til svenske IF Brommapojkarna – klubben meddeler dog ikke, hvor meget den svenske klub har betalt for Jakobsen.
– Vi har både i sidste og dette transfervindue oplevet stor interesse for Adam. Planen med Adam var egentlig, at han skulle gøre denne sæson færdig, og så kigge ind i et salg til sommer.
– Vi fik et lukrativt tilbud fra IF Brommapojkarna, og da Adam samtidig havde et stort ønske om at komme afsted nu, så har klubben vurderet at sælge Adam.
– Vi er sikre på, at han nok skal tage endnu et skridt op i sin udvikling, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke, lyder det fra FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.
Adam Jakobsen kom til FC Fredericia fra Vejle Boldklub i 2022, og siden har angriberen spillet 57 kampe for Fredericia, hvor det er blevet til 20 mål og syv oplæg.