Allsvenskan

Skjellerup skadet kort før debut: Det er super ærgerligt

Laurs Skjellerup skiftede i vinter til IFK Göteborg, men kort før sæsonpremieren i Allsvenskan er danskeren ramt af en skade. Derfor misser han flere kampe i den svenske række, og det vækker stor ærgrelse hos angriberen.

Laurs Skjellerup sidder iført Göteborg-tøj på en bænk
Foto: IFK Göteborg
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Der var sat en stor ring omkring datoen 1. april 2024.

Her kunne Laurs Skjellerup, der i januar skiftede Hobro i NordicBet Ligaen ud med IFK Göteborg i Allsvenskan, have fået debut i den svenske række.

Men desværre for den 21-årige angriber, så blev han ramt af en skade i en træningskamp i sidste uge. Derfor er danskeren nu ude i flere uger.

– Det skete i træningskampen i sidste uge mod Östers. Jeg skulle holde en modstander væk, og så kunne jeg mærke, at der var noget, der ikke føltes så godt, udtaler Laurs Skjellerup til campo.dk.

Danskeren valgte at lade sig udskifte efter bare 25 minutter på banen, og dagen efter stod det klart for danskeren, at han må se frem til en lang pause.

– Vi tog en MR-scanning dagen efter, for at se hvad det var, og hvor lang tid det vil tage. Det viste en muskelskade og vurderede det til seks uger ude.

Laurs Skjellerup sidder iført Göteborg-tøj på en bænk
Foto: IFK Göteborg

Skjellerup fortæller, at han har døjet med nogle små skavanker i opstarten, men var begyndt at blive fit frem mod sæsonpremieren mod Djurgården.

– For mig handler det om, at jeg ikke bliver klar til premieren. Så det er super ærgerligt.

De kommende uger bliver uden en fodbold mellem fødderne, men i stedet bruger Skjellerup tiden i styrkerummet i Göteborg.

– Når man er skadet, handler det om at kunne udvikle på de ting, som man nu kan. Man har ekstra tid i fitnessrummet, og kan fokusere på noget andet, end man ellers kan, når man er på banen. Så for mig handler det om at komme ud stærkere rent muskelmæssigt.

Fra Hobro til Göteborg: Skjellerup ser frem til spændende rejse

Danskeren misser med stor sandsynlighed de første fire kampe i IFK Göteborg, men målet er dog helt klart.

– Det er selvfølgelig målet at starte på banen, når jeg er fuld fit igen, slutter Skjellerup.

IFK Göteborg, med danske Jens Bertel Askou i spidsen, sluttede lige akkurat over nedrykningspladserne i Allsvenskan sidste år.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P