Superligaen giver lang næse til Super League
Divisionsforeningen har netop meldt ud, at de har varebeskyttet navnet Superliga og dermed sender en lang næse til folkene bag det storstilede projekt European Super League.
Der er blevet skrevet meget om ‘projekt Super League’, men for de mange modstandere af den potentielt nye turnering er der nu en glædelig nyhed.
Vores egen danske Superliga medvirker nemlig kraftigt til at gøre livet surt for folkene bag det ambitiøse projekt.
Således oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse onsdag, at man har fået medhold ved EU’s varemærkemyndighed.
– SUPERLIGA er danske klubbers fællesejede varemærke, og derfor kan en måske kommende europæisk liga ikke få lov til at registrere varemærket The Super League som varemærke i EU. Det har EU´s varemærkemyndighed nu givet de danske klubber fuldt medhold i, står der blandt andet i pressemeddelelsen.
Super League er et projekt, som flere præsidenter og klubejere fra europæiske storklubber i nogle år har arbejdet på at indføre.
Fodboldfans, UEFA samt nationale ligaer og forbund har dog været store modstandere lige siden projektet så dagens lys.
Modstanden går især på, at ligaen vil være næsten lukket, hvor størstedelen af klubberne vil være faste medlemmer uden risiko for at kunne rykke ud
– Vi er rigtig glade for, at EU´s varemærkemyndighed har givet os ret i, at varemærket ”THE SUPER LEAGUE” i EU vil krænke den værdi, de danske klubber har investeret i 3F Superliga.
– Vi har hele tiden været imod storklubbernes ønske om en ny europæisk liga. Vi mener, der skal være åbenhed og kvalifikation til internationale klubturneringer via nationale mesterskaber. Fodbold skal ikke være en lukket fest for klubber, der ikke tør deltage i en åben konkurrence, så det gør os selvfølgelig ekstra glade for denne sejr udenfor banen, lyder det fra direktør i Superligaen A/S Claus Thomsen.
Afgørelsen betyder, at varemærket ikke kan registreres af European Super League Company S.L. som EU-varemærke – som det ellers er blevet forsøgt. De skal altså anke afgørelsen eller finde på et andet navn.