Medie: Tidligere Dortmund-profil skifter landshold
To tyske A-landskampe og 34 U-landskampe står Mahmoud Dahoud noteret for, og nu har den tidligere Dortmund-profil angiveligt valgt at tørne ud for det syriske landshold i stedet.
Mahmoud Dahoud har spillet sin sidste tyske landskamp.
Fremover bliver det for Syrien, når den tidligere Borussia Dortmund-profil skal spille landsholdsfodbold.
Skiftet kan kun lade sig gøre, da de to A-landskampe, som Mahmoud Dahoud har spillet for Tyskland har været venskabskampe.
Ifølge den tyske afdeling af Sky Sports har Dahoud allerede informeret det syriske fodboldforbund om sin beslutning.
– Jeg er vokset op i Tyskland, været her hele mit liv, og jeg har været meget stolt af at spille for U-landsholdene og A-landsholdet. Tyskland er mit hjem.
– Syrien er min families hjemland og også det sted, hvor jeg er født. Jeg lærte af min familie, at vi er meget privilegerede af at bo i Tyskland, og hvor vigtigt det samtidig er at bringe lykke til folkene i Syrien.
– Det ønsker jeg at gøre, og jeg glæder mig rigtig meget til det her projekt, som ligger mit hjerte meget nært, fortæller Mahmoud Dahoud til Sky Sports om beslutningen.
Den nu tidligere tyske landsholdsspiller tørner nu ud for VfB Stuttgart, hvor han er lånt ud fra Brighton.
Dahoud kom til Brighton på en fri transfer fra Borussia Dortmund i 2023, men har haft svært ved at bide sig fast på De Zerbis hold.
På de tyske landshold har Dahoud spillet 2 A-landskampe og 34 U-landskampe.