Bekymret Hjulmand: Ikke den bedste situation for Eriksen
Kasper Hjulmand har udtaget Christian Eriksen til sin trup frem mod marts’ landskampe, men landstræneren fortæller på pressemøde, at han er bekymret for Eriksens manglende spilletid hos Manchester United.
Sølle 95 minutters spilletid fordelt over to kampe.
Det er den foreløbigt total for Christian Eriksen i Manchester United i 2024. Den 32-årige dansker er røget ud i kulden hos manager Erik ten Hag.
Eriksen nyder dog fortsat opbakning fra landstræner Kasper Hjulmand, som tirsdag har udtaget midtbanespilleren i sin landsholdstrup.
Men landstræneren ser på med bekymrede miner.
– Han kom tilbage efter en skade, som holdt ham ude i efteråret. Han kom tilbage og spillede også på den anden side af jul, men som det er lige nu, så er det ikke den bedste situation ikke at spille mere end Christian gør.
– Jeg håber rigtig meget på, at det forandrer sig, lyder det fra landtræneren på pressemødet.
Eriksens stjerne hos Erik ten Hag er tilsyneladende falmet, og den kan svinde yderligere ind, for nu er Mason Mount også ved at vende tilbage fra sin skade.
Landstræneren tror dog på Eriksens form frem mod landskampene.
– Jeg er ret sikkert på, at vi vil se en Christian, som er fit. Eller, det ved jeg han er, men det er klart, hvis det fortsætter, så kan det blive med Christian – som med alle andre – en bekymring for det niveau, man kan komme med, hvis man ikke får mere spilletid end i øjeblikket.
– En så dygtig spiller som Christian skal spille, og vi håber selvfølgelig meget på, at det forandrer sig i United, men det er ikke den bedste situation, ikke at have spillet mere, fortæller Hjulmand.
Christian Eriksen var en del af den 26-mand store trup, som landstræneren udtog frem mod de kommende landskampe mod Schweiz og Færøerne.