Kvindelandsholdet

Kvindelandsholdet skal spille sig til EM i Nørreskoven

Det danske kvindelandshold slutter af med to hjemmekampe i Vejle, når EM-billetten skal sikres til sommer.

Kvindelandsholdet slutter EM-kvalifikationen af med to kampe på Vejle Stadion.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det danske kvindelandshold har udset sig sin niende EM-slutrunde i streg.

I jagten på at opnå dette, kommer Nørreskoven i Vejle til at spille en vigtig rolle.

Det er således her, at de to sidste hjemmekampe skal afvikles.

Det oplyser DBU på sin hjemmeside.

Modstanderne i de to kampe bliver først de spanske verdensmestre, inden Tjekkiet følger trop.

Angriber Amalie Vangsgaard ser frem til de to kampe på Vejle Stadion:

– Jeg glæder mig helt vildt til de to kampe. Vejle er en stor fodboldby, og jeg er sikker på, at vi vil få nogle fantastiske rammer og en stor opbakning fra de danske fans.

– Vi vil gøre alt for at give danskerne to gode kampe i jagten på kvalifikation til EM, siger Amalie Vangsgaard.

Viborg Kommune har tidligere været fast partner med DBU, hvorfor kvindelandsholdet har spillet sine hjemmekampe i Viborg.

Nu er turen dog kommet til Vejle:

– Vejle Boldklub har, sammen med Vejle Kommune, i forvejen et glimrende samarbejde med DBU angående det danske U21-herrelandshold, som har hjemmebane på Vejle Stadion.

– Af den årsag er det helt naturligt, og en stor glæde, at vi kan byde det danske kvindelandshold velkommen i Nørreskoven. Vi er opsatte efter at skabe de optimale rammer til nogle forhåbentlig gode danske resultater, siger Henrik Tønder, administrerende direktør i Vejle Boldklub.

Kampen mod Spanien finder sted den 31. maj klokken 19.00, mens opgøret mod Tjekkiet afvikles den 16. juli.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P