Pochettino: Jeg bevæger min mund – men I lytter ikke
Mauricio Pochettino har endnu ikke fået overbevist alle Chelseas fans om, at han er den rette til at føre klubben tilbage til toppen af engelsk fodbold.
Fem point ud af de seneste 15 mulige og en 11. plads i Premier League.
Der kan ikke herske tvivl om, at man havde både håbet og forventet mere i Chelsea i denne sæson.
Som så mange gange før, så bliver øjnene også denne gang rettet mod manageren, der som altid står i skudlinjen, når resultaterne ikke er der.
I forrige weekends pointdeler mod Brentford kunne man ifølge BBC høre flere Chelsea-fans udtrykke deres ønske om, at Mauricio Pochettino forlader Chelsea.
“Problemet” er bare, at han absolut ingen planer har om at smutte.
– Fansene kommer ikke til at elske en anden træner mere end mig her i Chelsea. Jeg vidste, at det ville blive hårdt, og at vi skulle bruge tid og tro på tingene.
– Hvis du sammenligner med tidligere, når man er i et andet projekt, så skal folk forstå… Jeg har prøvet at forklare det. Jeg taler, jeg bevæger min mund, men I lytter ikke.
– Vi forstår frustrationen og modtagelsen. Vi bliver nødt til at forbedre den måde, vi spiller på, for at få ændret på den følelse. Vi har brug for vores fans, og vi håber, at fansene vil være gode og bag os i 90 minutter mandag, siger Mauricio Pochettino.
Chelsea ramler mandag aften sammen med Newcastle.
Den kamp fløjtes i gang i London klokken 21.00 og kan ses på TV3 Max og Viaplay.