Mortensen: Ville gerne have skabt flere chancer
Patrick Mortensen og AGF gjorde søndag eftermiddag rent bord, da Silkeborg blev besejret 0-1. Det skortede bestemt ikke på store aarhusianske chancer, men anføreren var tilfreds med indsatsen fra holdkammeraterne.
Et selvmål var alt det kunne blive til for AGF søndag eftermiddag.
Det hvidklædte mandskab havde svært ved at skabe store chancer mod Silkeborg, men lykkedes alligevel med at tage tre point.
Det var forårets første sejr for Uwe Röslers tropper, og efterfølgende var anfører Patrick Mortensen glad for de tre point, selvom der rent offensivt ikke var så meget at rive i.
– Vi ville gerne have skabt nogen flere chancer. Men generelt var det en chancefattig kamp, selvom Silkeborg har en stor en til slut, udtaler Mortensen til klubbens hjemmeside.
Silkeborg pressede godt på i anden halvleg for at få en udligning, men Jesper Hansen og AGF-forsvaret lykkedes med at holde stand.
– Vi står godt defensivt langt hen ad vejen. Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp mod et hold som Silkeborg, der er god på bolden. Men det er det, der skal til nogle gange. Så den smager godt i dag og det var virkelig dejligt at få tre point.
Silkeborg er notorisk dygtige på bolden, særligt på hjemmebanen på JYSK Park, hvor underlaget er af kunstgræs.
– Der ligger en masse arbejde i det. Især på en kunstgræsbane, hvor modstanderne er stærke på bolden. Vi har lidt i dag, som vi bør få mere ud af. Men vi er glade for, at vi kan få hentet sejren hjem. Vi får tre point og det er det vigtigste, slutter angriberen.
Med sejren lægger AGF afstand til Silkeborg på rækkens sjetteplads. Aarhusianerne lukker grundspillet næste søndag hjemme mod bundproppen Hvidovre IK.