Klopp ikke i tvivl: 100 procent et straffespark til os
Alexis Mac Allister blev nedlagt i feltet sent i topbraget mellem Liverpool og Manchester City, men dommerens fløjte forblev tavs. Jürgen Klopp havde folk med iPads i nærheden, og der var ingen tvivl: Liverpool skulle have haft straffespark.
Alexis Mac Allister scorede på et straffespark, men blev måske også snydt for et.
Det mener hvert fald Jürgen Klopp i kølvandet på Liverpools topbrag mod Manchester City i Premier League.
Her stod det helt lige, da kampen gik ind i overtiden. Alexis Mac Allister blev sparket ned af Jeremy Doku, men dommer Michael Olivers fløjte forblev tavs.
Den beslutning er Jürgen Klopp – måske ikke så overraskende – langt fra enig i.
– Der var 100 procent straffespark. De skal nok finde en forklaring, det var 100 procent et frispark alle steder på banen og sandsynligvis et gult kort, udtaler Klopp til Sky Sports efter kampen.
Stillingen var 1-1, da hændelsen skete og Klopp kiggede forundret rundt på sin stab i sin søgen efter svar.
– Alle omkring mig med iPads sagde ‘wow, tydeligt’. Måske kan de gemme sig bag frasen, “at det ikke er klart og tydeligt”, lyder det fra tyskeren.
– Der er selvfølgelig straffespark, men vi fik det ikke, og det er fint nok. Det vigtigste for mig er, at vi kunne spille fodbold på den måde. Jeg så så mange sensationelle præstationer i dag.
Den underholdende topkamp endte uafgjort efter John Stones’ føringsmål og Mac Allisters straffesparksudligning.
Hvad mener du? Blev Liverpool snydt for et straffespark? Se hændelsen øverst i artiklen og giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder.