Glad Neestrup efter afklapsning: Vi kørte dem møre
F.C. København tog en overbevisende 4-0 sejr over Lyngby søndag eftermiddag. Det var længe målløst, men præstationen var perfekt, lyder det fra københavnernes cheftræner.
FCK måtte væbne sig med tålmodighed søndag mod Lyngby.
Det var målløst i de første knap 40 minutter, men så fik københavnerne hul på bylden – og derfra flød målene for hjemmeholdet.
FCK scorede tre gange kort før pausen, og satte det sidste søm i kisten i anden halvleg. Det endte derfor 4-0, og det glædede Jacob Neestrup efter kampen.
– Det var en perfekt præstation, udtaler Jacob Neestrup efter kampen til FCK’s hjemmeside.
– Sådan er det nogle gange, men jeg synes, at vi satte os på dem med det samme og kørte dem møre med stor tålmodighed, så vi efterhånden fik lukket op for deres kompakthed. Så jeg er fuldt tilfreds med spillernes tilgang til kampen, og jeg synes, det lugtede af mål længe inden den første scoring faldt.
Det var længe målløst, men cheftræneren fortæller, at han er ligeglad med hvem der scorer, og hvornår målene falder.
– Det afgørende var, at vi igen gik ud og leverede en stærk præstation, ligesom jeg synes, vi gjorde i Silkeborg og mod Nordsjælland, og i dag lukkede vi bare kampen endnu tidligere.
Modstanderne fra Lyngby har været igennem en tumultarisk periode med trænerskift og manglende resultater. FCK havde da også respekt for modstanderne.
Gytkjær lægger sig fladt ned: FCK var en klasse bedre– Lyngby kom også med ny energi og tro på tingene efter deres trænerskifte, og det havde vi fuld respekt for, men vi afviste dem godt og holdt dem helt væk fra chancer indtil allersidst i 2. halvleg, hvor de havde lidt, lyder det fra cheftræneren.
FCK spiller grundspillets sidste kamp søndag på udebane mod OB, som vandt søndagens bundbrag mod Vejle.