3F Superligaen

Viborg-spillerne roser cheftræneren: Har en stor pakke

Jakob Poulsen har nu haft en vinteropstart og tre kampe som permanent cheftræner i Viborg FF, og skal man tage spillernes ord for gode varer, så har han klaret sig ganske godt.

Viborg FF's spillere er meget tilfredse med Jakob Poulsen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Jakob Poulsen trådte til som midlertidig cheftræner i Viborg FF i efterårets sidste kampe.

Siden blev titlen som ‘midlertidig’ forvandlet til ‘permanent’ i løbet af vinteren, og den tidligere landsholdsspiller har nu haft tre kampe ved roret i foråret.

Her er det blevet til et nederlag hjemme mod OB, en uafgjort ude mod Hvidovre IF og senest en sejr hjemme mod Randers FC.

Selvom man i Viborg måske havde drømt om et større udbytte fra forårets første kampe, så har spillerne i klubben utvivlsomt købt ind på Jakob Poulsens evner i hans første professionelle cheftrænerjob.

– Jeg synes, at Jakob er en dygtig og moderne træner. 

– Jeg tror også, at det har spillet en rolle, at han har haft det kendskab til klubben og været en del af hele setuppet. På den måde har der været en klar strategi og plan, som klubben skulle udvikle sig efter. En plan, som han har kendt og været med til at skrive.

– Selvfølgelig har han sine egne inputs nu også. Men jeg tror bare, at overgangen har været mere flydende, end hvis der skulle komme en udefra, siger den langtidsskadede Lucas Lund til campo.dk.

Jakob Poulsen nåede forinden jobbet som cheftræner at være assistenttræner i Viborg i to og et halvt år.

Det har dog ikke været et problem for den 40-årige tidligere FCM-anfører at ‘træde ud af skyggen’, så at sige.

– Jeg synes, at Jacob er en god person. Han er god til mandskabspleje. 

– Han er selvfølgelig ny i det at stå med det fulde ansvar, men jeg synes hurtigt, at han har fundet sig tilpas i rollen.

– Jeg vil faktisk sige, og det er ikke for at tale noget negativt om Jacob Friis (tidligere cheftræner, red.), men så var det måske ikke hans force. Så på den måde var det egentlig naturligt, at det var Jakob Poulsen dengang, at hvis der ligesom skulle tales med store bogstaver, så var det ham. 

– Vi har flere gange oplevet i pauserne under kampene, at sådan en rigtig Jakob Poulsen-anførertype gik ind og samlede holdet, og var den der ligesom kom ud med det, der måske var brug for.

– Der var Jacob Friis mere sådan den taktiske og hjernen bag. Så på den måde komplementerede de hinanden godt, men jeg synes, at Jakob har en stor pakke og har meget at byde ind med, lyder det fra Lucas Lund.

Holdkammeraten Anosike Ementa giver den skadede Viborg-målmand medhold i sine betragtninger om deres nye cheftræners step op fra assistenttræner til cheftræner:

– Jamen, det har jo egentlig været meget glidende, i og med, at Jakob har været her i mange år og kender til klubben og hvordan man gør tingene. Så det foregik egentlig meget naturligt.

– Jeg synes, det har været en super fin overgang. Han har ligesom også sat sit eget præg på den måde, vi spiller på, men uden at det bliver forvirrende for os spillere. Så det har været en super fin overgang, og jeg er virkelig glad for Jakob.

– Man kan mærke, at han tager mere ansvar, selvfølgelig. Det kræver det at være cheftræner og agere på en lidt anden måde. Men han er faldet rigtig godt ind i rollen. Og der er respekt omkring ham. Han gør tingene på en god måde, siger den store Viborg-angriber.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et af de sidste elementer i Jakob Poulsens nu spæde cheftrænerkarriere handler om hans fortid.

Med kampe for klubber som Hereenveen, AS Monaco, AGF og ikke mindst 286 opgør i FC Midtjylland-trøjen, har han et CV, som de fleste Viborg-spillere nok drømmer om at matche – selvfølgelig med undtagelse af de mange kampe i FCM, der som bekendt ikke er en videre populær klub i Viborg og omegn.

Samtidig kan Jakob Poulsen bryste sig af 35 A-landskampe for Danmark, og alt i alt har han altså en fodboldmæssig ballast, som afføder respekt på Rughavevej 39.

– Jeg tror, at det er en fordel, at han selv har været spiller. Det skaber i hvert fald – nu kan jeg kun tale for mig selv – en vis respekt.

– At når han kommer med sit besyv på tingene, så har han også en lang og flot karriere bag sig. Så den er ligesom bakket op af noget mere, end bare hvad der står i bøgerne, siger Lucas Lund.

Offensivprofilen Ibrahim Said er fuldstændig enig i den betragtning:

– Ja, det kan man sagtens mærke. Hele holdet kan mærke det, for når han viser noget, så ved man, at fordi han også spillede, så er det nemt bare at tage det til sig. Det er dejligt at have det sådan med en træner, siger den 21-årige nigerianer.

Selvom der blandt de tre Viborg-spillere er både respekt og begejstring at spore, så er der alligevel måske et enkelt lille hår i suppen.

Jakob Poulsen kommer nemlig næppe til at være helt lige så sjov, som han var som assistent.

– Der er selvfølgelig altid en tilvænning. Og specielt, hvad angår de roller man lige har udenfor banen også. 

– Han er jo lidt en spasmager på en eller anden måde. Men når man er cheftræner, så skal der også være en eller anden form for distance til spillerne. Men jeg synes egentlig, at han har gjort det fortrinligt, siger Lucas Lund.

Lucas Lund var rygtet til Brøndby: Et skulderklap

Jakob Poulsen og resten af Viborg FF tørner søndag sammen med Brøndby IF hjemme i Viborg.

Opgøret fløjtes i gang klokken 18.00 og kan ses på TV3+ og Viaplay.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P