3F Superligaen

Roser holdkammeraten: Får fat i selv dårlige pasninger

Ibrahim Said nyder samarbejdet med Anosike Ementa, der har en hel særlig evne til at kunne tage bolden til sig – også hvis afleveringen ikke ligger, som den skal.

Viborg FF's Ibrahim Said har store roser til holdkammeraten Anosike Ementa.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Anosike Ementa har scoret to gange i Viborg FF’s tre første kampe i denne forårssæson.

Senest scorede han bag om støttebenet i 3-0-sejren over Randers FC, da holdkammeraten Ibrahim Said fik sendt et fladt indlæg i feltet i kølvandet på et flot forarbejde.

Netop Ibrahim Said har store roser til overs for sin 202 centimeter høje holdkammerat, som han mener rager alt til sig, når Viborg-spillerne sender bolden frem ad banen.

– Han gør det nemt for sådan en som mig, for selv hvis jeg slår en dårlig aflevering – en af dem, hvor du ved inde i dig selv, at det gjorde man ikke godt nok – så kan man stadig se ham få fat i bolden, fordi han er så høj og stærk.

– Jeg tror også, at vi er begyndt at kende hinanden bedre, for selv hvis jeg lukker øjnene, så kan jeg altid slå et indlæg, og så kommer han på den.

– Og selv hvis det ikke er ham, der er der, så ved jeg, at der helt sikkert er en anden holdkammerat, der nok skal nå den, siger Ibrahim Said til campo.dk.

Anosike Ementa skiftede til Viborg FF i sommer.

Han mener, at han har bygget på i sit spil i løbet af vinterpausen, men de to scoringer i forårssæsonen til trods, så er han ikke selv af den overbevisning, at han har spillet godt i alle forårets kampe.

– Jamen, selvfølgelig ser det fint ud at få lavet to mål. Men jeg synes selv, at jeg har to mindre gode kampe til at starte med i hvert fald. Og så synes jeg, at vi som hold så gode ud her i den sidste kamp. Men vi havde også noget bevise fra de to første der.

– Jeg føler, at jeg har fået lagt noget på. Jeg har meget fokus på at ligge mere centralt i banen. Derinde, hvor nærmest alle målene bliver scoret. Inde i boksen og lave de rigtige løb. Det er sådan det, jeg har haft meget fokus på her i vinteren – og ligesom gøre det til en vane at ligge derinde. Så det føler jeg måske har givet lidt output her i starten. Og det håber jeg på bare at kunne fortsætte med.

– Det er måske ikke den position [angriber], hvor du rører bolden allermest. Så nogle gange kan man godt savne at være inkluderet, men det handler bare om at være der, når chancen er der. Hvis jeg er ude og deltage i siden, og vi kommer igennem derude, og der ikke er nogen i boksen, så får vi ikke scoret nogen mål. Så det er vigtigt, at jeg bare bliver derinde, siger han.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lucas Lund var rygtet til Brøndby: Et skulderklap

Ibrahim Said, Anosike Ementa og resten af Viborg-truppen skal i aktion næste gang søndag mod Brøndby IF.

Opgøret fløjtes i gang klokken 18.00 og kan ses på TV3+ og Viaplay.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P