
Klopp storroser angriber: Kvalitet ud af begge ører
Jürgen Klopp er ganske imponeret over Darwin Nunez, der har fundet vej til netmaskerne ved adskillige lejligheder i indeværende sæson.

Darwin Nunez står i denne sæson noteret for 16 scoringer på tværs af de forskellige turneringer.
Senest nettede han to gange, da Liverpool torsdag besejrede Sparta Prag med 1-5 i Tjekkiet.
Den 24-årige uruguayaners manager, Jürgen Klopp, fortæller i kølvandet på torsdagens storsejr, at han har ganske høje tanker om angriberen.
– Hans første sæson var absolut mere end okay, men han skulle lige vænne sig til det. Det har han gjort nu, og han er på plads på holdet.
– Han elsker at spille for det her hold sammen med drengene, og han har kvalitet så det står ud af ørene på ham, hvis jeg skal være helt ærlig.
– Er han på sit absolutte peak? Ikke endnu. Men kan han udvikle sig? Ja. Er han en trussel hele tiden? Ja, siger Jürgen Klopp ifølge BBC.com.

Darwin Nunez og resten af Liverpool spiller næste gang søndag hjemme mod Manchester City i en direkte duel om førstepladsen.
Kampen fløjtes i gang klokken 16.45 og kan ses på See og Viaplay.