Zohore er færdig i Polen efter gensidig aftale
Kenneth Zohore fik aldrig karrieren tilbage på ret køl i polske Slask Wroclaw, og nu er den danske angriber igen fri på markedet.
Seks kampe og i alt 81 minutters fodbold.
Kenneth Zohores skifte til polske Slask Wroclaw blev aldrig rigtig godt, og nu er de to parter blevet enige om at gå hver til sit.
Det skriver den polske klub selv på sin hjemmeside.
– Angriberen formåede ikke at spille sig ind på holdet, og derfor blev han ikke inkluderet i førsteholdstruppen til forårssæsonen.
– Tak for at have spillet for Slask, for professionalisme og arbejde til træning. Vi ønsker dig held og lykke i din fremtidige karriere, lyder det fra Slask Wroclaw.
Kenneth Zohore fyldte i januar 30, og selvom han dermed stadig kan have en lang karriere foran sig, har han allerede adskillige klubber på sit cv.
Zohore degraderet til reserver – ikke med i A-truppenSom ungdomsspiller startede han i BK Skjold, inden han røg videre til F.C. Københavns ungdomsafdeling.
Det var også i F.C. København, han i 2010 debuterede som senior i københavnernes 5-0-sejr over AGF i Superligaen.
Siden har karrieren ført Zohore forbi klubber som Fiorentina, Brøndby, IFK Göteborg, OB, Kortrijk, Cardiff, West Bromwich, Millwall og senest altså Slask Wroclaw.
Den stærke angriber var i 2018 udtaget til det danske a-landsholds venskabskamp mod Østrig, hvor han dog ikke kom på banen. Han står til gengæld noteret for otte mål i 20 u21-landskampe.