
Lazio maner rygter i jorden: Stoler stadig på Sarri
Efter en skuffende præstation i Serie A, og senest Champions League-mavepusteren imod Bayern München har rygterne om Maurizio Sarris fremtid fået nyt liv, hvilket Lazio blankt har afvist torsdag aften.

Trænersædet i Lazio bliver varmere og varmere for Maurizio Sarri – skulle man tro.
I hvert fald har klubben følt sig nødsaget til at adressere de svirrende rygter, der har floreret om italienerens fremtid i klubben.
Således har Lazio torsdag aften delt en pressemeddelelse, som viser fuld opbakning til den 65-årige cheftræner.

I pressemeddelelsen skriver klubben:
– Efter nyhederne, der optrådte i visse medier vedrørende påståede vurderinger om Maurizio Sarri bekræfter Lazio, om nødvendigt, sin fulde tillid til træneren.
– Træneren har en kontrakt, der udløber i 2025. Derfor er alle rygter om andre trænere tilknyttet Lazio uden nogen form for grundlag.
Lazio kigger i skrivende stund på niendepladsen i Serie A, hvor forhåbningerne om europæisk fodbold stadig lever.
Se hele stillingen i Serie A lige her.