Jesper Sørensen bekræfter: Nyindkøb er klar til at spille
Brøndby-cheftræner kan søndag give superligadebut til nyindkøbet Jordi Vanlerberghe, der er blevet sin skade kvit.
Jordi Vanlerberghe er klar to kampe før tid.
Den 27-årige belgiske midterforsvarer blev skadet i sin første kamp for sin nye klub den 3. februar, og siden kom der dårligt nyt fra Brøndby.
Nu er dårligt nyt skiftet ud med godt nyt, for selvom Brøndby kort efter belgierens skade vurderede, at han ville være ude i resten af grundspillet, så har nyindkøbet nu gjort den prognose til skamme.
Torsdag bekræfter Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen nemlig, at Vanlerberghe på søndag kan få officiel debut for klubben, når de Brøndby i grundspillets næstsidste kamp gæster Viborg.
– Jamen, han er klar. Selvfølgelig er han lidt bagefter i og med, han har været ude i noget tid, men han er klar til at spille, siger Brøndby-træneren til bold.dk.
Jordi Vanlerberghe blev officielt Brøndby-spiller den 29. januar, og bare fem dage senere blev han skadet i kampen ved Atlantic Cup mod amerikanske Real Salt Lake.
Chok i Brøndby: Belgisk nyindkøb udgår med skadeDen tidligere KV Mechelen-spiller fik bare de første 28 minutter i kampen mod amerikanerne, inden han måtte lade sig udskifte med en baglårsskade.
Derfor har Vanlerberghe set både de to efterfølgende kampe ved Atlantic Cup mod henholdsvis F.C. København og IFK Göteborg fra tribunen, hvilket også har været tilfældet i sæsonens tre første superligakampe.
Brøndby kunne tidligere på ugen berette, at midterforsvareren Frederik Alves var blevet opereret for en infektion i akillessenen.
Dermed falder Vanlerberghes klarmelding også på et tørt sted for Jesper Sørensen, der i sæsonens første kampe har brugt Rasmus Lauritsen og Jacob Rasmussen akkompagneret af henholdsvis Sean Klaiber og Henrik Heggheim i sin trebackkæde.