
Diomande-assist i Rangers deler mod Bah og Benfica
Mohammed Diomande bidrog torsdag aften med et oplæg i Europa League-ottendedelsfinalen imellem Rangers og Benfica.

Mohammed Diomande og Rangers stod overfor Benfica og Alexander Bah.
I Europa League-braget imellem de to traditionsfulde klubber noterede den tidligere FCN-stjerne sig for et oplæg, da skotterne og portugiserne måtte dele 2-2.
Efter bare syv minutter var Mohammed Diomande nemlig i oplæggerens rolle, da den tidligere Nordsjælland-profils indlæg blev stanget ind af Tom Lawrence.

Kort inden pausen måtte VAR i spil, da John Souttar efter alt at dømme havde hånden på bolden – konklusionen blev et straffespark til Benfica.
Det tog Angél Di Maria sig sikkert af, og således var der bragt balance i regnskabet.
Det holdt dog ikke længe, da Dujon Sterling dukkede op i Benfica-feltet, da en ellers tam bold fra Fabio Silva fandt vej helt ind til 24-årige englænder.

I anden halvleg tryllede Benficas 18-årige stjerneskud Joao Neves på midtbanen, hvorfor Ridvan Yilmaz måtte trække i nødbremsen.
Det kastede et frispark af sig, som Connor Goldson pandede ind i eget net til 2-2.
Alexander Bah fik 84 minutter på banen, imens Mohammed Diomande udgik ét enkelt minut før danskeren.