Hjemvendte David Nielsen: Klubben har brug for hjælp
David Nielsen er mandag aften præsenteret som cheftræner i Lyngby Boldklub for resten af sæsonen. Den nu 47-årige nordjyde har tidligere stået i spidsen for klubben, og han er glad for at vende tilbage til De Kongeblå.
David Nielsen er tilbage i spidsen for Lyngby Boldklub.
Det står klart mandag aften, hvor han er præsenteret som afløser for Magne Hoseth, som blev fyret i fredags.
Nielsen skal stå i spidsen for holdet for resten af sæsonen, og nordjyden er glad for at vende tilbage til klubben, han stod i spidsen for fra 2015 til 2017.
– Jeg har et rigtig stort hjerte for Lyngby Boldklub, og for mig er det som at komme hjem. Der er ingen tvivl om, at klubben er havnet i en situation, hvor den har behov for hjælp, og efter at have talt med Nicas (Kjeldsen, sportschef, red.) og Andreas (Byder, direktør, red.) var det meget nemt og naturligt for mig at takke ja.
– Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg er glad for at være tilbage, udtaler David Nielsen til Lyngbys hjemmeside.
Tirsdag har Nielsen første træning med den slagne Lyngby-trup, som kun ligger ét point over nedrykningsstregen og i weekenden tabte til bundholdet Hvidovre.
Og Nielsen ønsker at gøre noget ved gejsten.
– Vi skal ramme en måde at spille på og en tilgang til kampene, der gør, at vi bliver et vindende hold igen. Det handler om vores udtryk, taktiske formåen og mentalitet.
– Mentaliteten er vigtig for os. Vi skal ud med den mentalitet, som jeg altid forsøger at få mit hold til at spille med. Vi skal spille med sammenbidte tænder, høj koncentration og løbe alle de meter, der skal til for hinanden.
David Nielsen genstarter i spidsen for Lyngby på søndag i Parken, hvor F.C. København venter.
Klubben kan komme under nedrykningsstregen, når weekenden er omme, og Nielsen har da også en opfordring til De Kongeblås fans.
Officielt: David Nielsen overtager roret i Lyngby– Vi har en helt unik hjemmebane, og vi har alle sammen et ansvar nu for at hjælpe spillerne. Det har jeg i høj grad også, men vi får behov for vores fans, for det er en af de helt store styrker ved Lyngby Stadion. Fansenes opbakning har før flyttet bjerge, og det skal den gøre igen, slutter han.
David Nielsen har tidligere været cheftræner i Strømsgodset, AGF og græske Kifisias. Han blev afskediget i sidstnævnte i januar i år.