Xavi om skader til stjerner: Ser ikke godt ud
Søndag aften blev en kedelig en af slagsen for FC Barcelona på flere måder. Først og fremmest spillede man 0-0 mod Athletic Club. Derudover udgik både Frenkie de Jong og Pedri med skader, som Xavi efter kampen beskrev som alvorlige.
En forfærdelig LaLiga-aften for FC Barcelona.
Det er svært at finde ud af, hvor man skal starte, når man skal beskrive Barcelonas skuffende søndag.
Klubben fra Catalonien spillede 0-0 mod Athletic Club, hvilket selvfølgelig er skuffende. Men værre var, at to af klubbens helt store stjerner udgik med skader i første halvleg. Skader som Xavi efter kampen knyttede en kommentar til.
Det var de to midtbanestjerner Frenkie de Jong og Pedri, der måtte udgå, hvortil Xavi havde følgende at sige efter kampen.
– Det er ærgerligt, da det er to meget vigtige spillere, der er blevet skadet. Det ser ikke godt ud.
– Vi er meget ramt af det, og det blev holdet også i kampen. Jeg tror, at de (Frenkie og Pedri, red.) vil være væk i mange kampe, lød fra Xavi, da han blev interviewet af Diario AS.
Værst må det dog siges at have set ud for hollandske Frenkie, der landede forkert ned på sin ankel.
Netop den ankel holdt hollænderen væk fra banen i store dele af efteråret, og man kan frygte, at det er den samme skade, der driller på ny.
Allerede den 12. marts venter returopgøret i Champions League mod Napoli, hvor den første kamp endte i remis.
Dermed tyder det altså på, at Barca må undvære to af stjernerne i returen, når Napoli kommer på besøg.