
Kovending: Dani Alves får legende-status tilbage
Dani Alves har fået sin legende-status i FC Barcelona tilbage blot fire dage efter, at han angiveligt havde fået denne frataget – nu kan man igen læse om Dani Alves blandt resten af den catalanske storklubs legender.

FC Barcelona har foretaget noget af en kovending.
Dani Alves har fornyeligt modtaget sin dom, som lyder på fire og et halvt års fængsel i en sag om voldtægt.
Således fjernede den catalanske storklub brasilianeren fra sektionen på deres hjemmeside, hvor man kan læse om klubbens legender.
Nu er han tilbage.

Om Dani Alves skriver klubben på deres hjemmeside:
– Dani Alves anses som den bedste højreback i FC Barcelonas historie. Hans engagement i holdet og hans udadvendte personlighed gjorde ham til en fast favorit blandt Barca-fansene og en af stjernerne, når det kom til at fejre holdets mange succeser.
FC Barcelona har ikke kommunikeret beslutningen nogen steder, men brasilianeren boltrer sig igen blandt Barca-legenderne.
I Barcelona-trøjen blev det til 408 kampe, 22 mål og 105 oplæg for Dani Alves.