Hoseth efter chok-fyring: Vi var et mismatch
Magne Hoseth er fredag morgen blevet fyret som cheftræner i Lyngby Boldklub, efter bare 50 dage i spidsen. Hoseth erkender, at det har været et mismatch mellem ham og Lyngby.
50 dage i spidsen.
Det var alt, hvad det kunne blive til som cheftræner i Lyngby Boldklub for norske Magne Hoseth.
Fredag formiddag meddelte Lyngby af der manglede opbakning til fra både staben og spillertruppen til Hoseth. Og hovedpersonen forstår Lyngbys beslutning.
– Det er en chance, som jeg værdsætter rigtig meget, men det er heller ingen hemmelighed, at jeg og Lyngby Boldklub har vist sig at være et mismatch, hvorfor jeg har fuld respekt og forståelse for klubbens beslutning, udtaler Magne Hoseth til klubbens hjemmeside.
Hoseth kom til Lyngby i starten af januar fra islandske Klaksvík, og efter bare to Superligakampe er det slut.
– Jeg vil rigtig gerne sige tak til både truppen, stab og ledelsen i Lyngby Boldklub. Selvom det ikke blev til et langt ophold, så har jeg følt mig utrolig velkommen fra dag ét, og jeg har udelukkende oplevet gode mennesker, der har taget imod mig, mine værdier og idéer til spillet på banen, slutter Hoseth.
Den 43-årige nordmand tabte begge kampene i spidsen for Lyngby. Lyngby meddeler, at assistenttrænerne Mikkel Beckmann og Mads Kristensen står i spidsen for holdet til søndagens kamp mod Hvidovre.