Officielt: Longstaff på plads i Toronto
Den tidligere Newcastle-spiller Matty Longstaff er torsdag blevet præsenteret som ny spiller i den canadiske klub Toronto FC. Klubben har hentet englænderen på en fri transfer, efter han havde kontraktudløb med Newcastle sidste sommer.
Matty Longstaff er ny spiller i Toronto FC.
Det bekræfter den canadiske klub torsdag på klubbens egen hjemmeside.
Den 23-årige englænder, der er lillebror til den nuværende Newcastle-spiller Sean Longstaff, har været uden klub siden sidste sommer, da hans kontrakt i Newcastle udløb.
Dermed har Toronto altså hentet ham på en fri transfer.
Kontrakten, som den tidligere Newcastle-spiller har skrevet under på, løber indtil januar 2025, og der er mulighed for at forlænge den med et ekstra år.
John Herdman, som er træner i den canadiske MLS-klub, er yderst tilfreds med købet af englænderen og siger følgende til klubbens egen hjemmeside.
– Jeg er meget glad for at kunne byde Matty velkommen. Han har erfaring fra Premier League, en dynamisk spillestil, der passer perfekt til vores spillestil og bidrager med dybde, siger træneren.
Dermed kan Matty Longstaff igen få gang i sin karriere, efter en længerevarende knæskade satte en stopper for hans tid i Newcastle.