Trænerdrømme hos Trybull: Kan blive min sidste kontrakt
Tom Trybulls kontrakt i OB udløber til sommer, men tyskeren trives i Odense, og han fortæller, at forhandlingerne om en forlængelse er i gang. Og det trækker lidt ud, for det kan blive tyskerens sidste professionelle kontrakt.
Han er blot noteret for 10 kampe i 3F Superligaen.
Men tyske Tom Trybull har indtaget en markant rolle i OB, siden hans ankomst i slutningen af september sidste år.
Han kom på en fri transfer, men er blevet fast starter på Søren Kroghs mandskab og sågar en del af anførergruppen. Han kontrakt udløber til sommer.
Og der er forhandlinger i gang.
– Der er nogle detaljer, vi skal have løst i kontrakten, og det er ikke noget, der løses over natten. Jeg fik kontrakttilbuddet for et par uger siden.
– Det er en vigtig kontrakt for mig, og derfor er det ikke noget, der bare løses på en uge. Jeg vil sikre mig, at alt er velforberedt, udtaler Tom Trybull til campo.dk.
Den 30-årige tysker har spillet i ti forskellige klubber på tværs af landegrænser siden seniordebuten tilbage i 2011 for Hansa Rostock.
Nu nærmer karrierens efterår sig for Trybull, og det spiller ind på kontraktforlængelsen.
– Det er en stor beslutning for mig. Jeg fylder 31 år til marts, og det kan blive en af mine sidste kontrakter. Det er derfor, det er en stor beslutning for mig og min familie, men vi har følt os velkommen her fra første øjeblik, jeg ankom til OB. Jeg kan lide at spille i OB, men der er stadig nogle ting, som skal forhandles på plads.
Tom Trybull er tilknyttet OB’s U17-mandskab, hvor han indgår i teamet omkring træner Thomas Juul Jensen. Trybull har en B-licens, men fortæller, at han ansøger om en A-Licens i England.
– Det er derfor, jeg har sluttet mig til staben omkring OB’s U17-hold, så ofte jeg kan.
Og netop trænerelementet spiller også ind i den mulige kontraktforlængelse fra OB.
OB’s Trybull: Superligaen minder mig om denne liga– Ja helt sikkert. Det spiller en stor del, og jeg er taknemmelig for muligheden, som OB har givet mig i forhold til at tilslutte mig til akademiet. Det spiller også ind på kontraktforlængelsen, slutter Trybull.
Tom Trybull har foruden OB spillet i Hansa Rostock, Werder Bremen, St. Pauli, Greuther Fürth, ADO Den Haag, Norwich, Blackburn, Hannover 96, SV Sandhausen og Blackpool.