Klopp efter pokalsejr: Mest specielle trofæ i min karriere
Liverpool vandt søndag aften Carabao Cup-finalen over Chelsea, og efter kampen var den afgående manager Jürgen Klopp fuld af benovelse over pokaltriumfen.
Det var tiende gang i klubbens historie.
Liverpool vandt søndag aften Carabao Cup-finalen over Chelsea FC, hvor kampen måtte helt i overtiden af den forlængede spilletid, for at finde sin vinder.
Her headede Virgil van Dijk Liverpool på sejrskurs, og efter kampen var klubbens manager, Jürgen Klopp, fuld af lovprisninger overfor sit mandskab.
Klopp havde nemlig en perlerække af store spillere ude med skader, og derfor var det blandt andet Liverpools unge spillere, som sikrede trofæet.
– Det vi så i dag (søndag, red.) var så exceptionelt. Vi kommer muligvis aldrig til at se det igen, for disse ting sker ikke i fodbold. Man vinder åbenbart ikke trofæer med unge spillere, men det vidste jeg ikke, udtaler Klopp ifølge Sky Sports.
Liverpool havde seks akademispillere på bænken til søndagens kamp og sluttede med teenagerne James McConnell og Bobby Clark på banen, foruden 20-årige Harvey Elliott, Conor Bradley og 21-årige Jarell Quansah.
Og trods Champions League- og Premier League-trofæer, så rangerer søndagens Carabao Cup højest.
– Det er helt klart den mest specielle pokal, jeg nogensinde har vundet. Det er helt ekstraordinært. Jeg ønsker at føle denne stolthed oftere, i aften er det den dominerende følelse – det har intet at gøre med, at det måske er min sidste kamp på Wembley.
Van Dijk sender sæsonens første trofæ til Liverpool– Det handlede om, hvordan alle bidrog, slutter Liverpools afgående manager.
Det var Klopps ottende trofæ i Liverpool, som stadig har muligheden for at vinde både Europa League, FA Cup’en og Premier League, inden tyskeren takker af til sommer.