OB’s Trybull: Superligaen minder mig om denne liga
Tom Trybull har spillet i en lang række af Europas bedste ligaer, og i denne sæson tørner han ud for OB. Den 30-årige midtbanemotor er imponeret her Superligaen, og fortæller her, hvilken liga den minder om.
Premier League, Championship, Bundesligaen, 2. Bundesligaen, Æresdivisionen. Og Superligaen.
Det er ikke hver dag, at man falder over en spiller i 3F Superligaen med kampe i ovenstående rækker, men for OB’s Tom Trybull er det realiteten.
Den 30-årige midtbaneslider har været rundt omkring i karrieren, men i denne sæson tørner han ud for OB i 3F Superligaen.
Og niveauet i ligaen har overrasket ham.
– Ja, jeg synes, at Superligaen er på et virkelig godt niveau. Skal jeg være ærlig, så synes jeg, at de hold vi står overfor uge efter uge, er taktisk virkelig gode. De er også teknisk rigtig gode, udtaler Tom Trybull til campo.dk.
Tyskeren kom til på en fri transfer i slutningen af september, og har udviklet sig til at være en af de bærende kræfter på OB’s mandskab.
– Det er et godt niveau, og her er sjovt at spille, fordi jeg synes, at OB prøver at diktere spillets rytme og sætte tonen i kampene. Det kan jeg godt lide.
Trybull har rundet de første ti kampe i 3F Superligaen for OB, og den danske liga minder ham da også om en af Europas andre store ligaer.
– Jeg er ikke decideret overrasket, men jeg ser niveauet i ligaen som værende tilsvarende til den hollandske liga, Æresdivisionen. Især teknisk set. Hver uge spiller du mod gode modstandere, som især er gode på bolden.
Tom Trybull har blandt andet tørnet ud for Norwich, Blackburn, Hannover 96, Werder Bremen, St. Pauli og ADO Den Haag.