Drillepinden Vavro til Schjelderup: Gå mere i fitness
Andreas Schjelderup ville gerne have frispark, men ifølge Denis Vavro skal han bare løfte nogle flere vægte i stedet.
FC Nordsjællands Andreas Schjelderup drev bolden frem nær F.C. Københavns felt, lige indtil han ikke gjorde det.
Her forsøgte han sig med en stikning, inden han løb ind i FCK-stopperen Denis Vavro.
Det hvidklædte hjemmehold fik fat i bolden og slog over i en omstilling, og få sekunder senere stod der 1-0 til FCK.
Den norske FCN-kreatør appellerede for frispark i situationen op til FCK-scoringen, men lige lidt hjalp det.
Efter slutfløjt blev Denis Vavro spurgt ind til, om han synes der var frispark i situationen. Og det synes han ikke.
Til gengæld er han af den overbevisning, at Andreas Schjelderup ikke bruger nok tid på at løfte vægte.
– Han har måske brug for at gå i træningscenteret.
– Han løb og jeg blev stående – gå i træningscenteret, min ven, siger Denis Vavro til Viaplay.
Ifølge Transfermarkt er Denis Vavro 189 centimeter høj, mens den otte år yngre Andreas Schjelderup måler 176 centimeter.
F.C. København endte med at vinde kampen 2-0 og er dermed á point med FC Midtjylland og blot et enkelt point efter Brøndby IF i toppen af Superligaen.
– Vi er tæt på Brøndby igen. Det er virkelig vigtigt. Vi spiller en stor kamp på udebane fredag (mod FCM, red.). Vi skal bare fortsætte sådan som vi er begyndt i år, siger han.
F.C. København gæster FC Midtjylland på MCH Arena fredag aften klokken 19.00.
Du kan se interviewet med Denis Vavro i videoen øverst i artiklen. Her kan du også se den omtalte situation