Altmuligmanden Kevin Diks: Glad bare jeg spiller
Kevin Diks har indtaget flere positioner i FC Københavns defensiv, men hollænderen er ligeglad, hvor han spiller. Bare han spiller.
Midterforsvar, venstre back og senest central stopper i et tremandsforsvar.
Kevin Diks har indtaget flere forskellige positioner i de bagerste geledder hos F.C. København i denne sæson, men den 27-årige hollænder har ingen fine fornemmelser.
Mandag aften skal F.C. København igen i aktion, når FC Nordsjælland gæster Parken. Og Diks spiller den plads, som Jacob Neestrup tildeler ham.
– Jeg ved godt, det er cliché-svar, men sådan har jeg det. Selvfølgelig har jeg mine præferencer, men jeg vil bare hjælpe holdet og bruge mine kvaliteter hvor jeg kan, udtaler Diks til FCK TV.
I seneste kamp mod Silkeborg lå Diks mellem Denis Vavro og Scott McKenna i FCK’s tremandsforsvar, men spiller københavnerne med to centralt, så kan han spille både i højre og venstre side.
– Det gør ikke så meget, det er næsten det samme. Men selvfølgelig har jeg flere muligheder i højre side, hvis jeg bliver “fanget”, men hvis jeg spiller i venstre side har jeg også bolden meget, så det gør ikke så meget. Bare jeg spiller, så er jeg glad, lyder det fra FCK’s nummer to.
Mandagens kamp mellem FCK og FCN fløjtes op klokken 19 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.