Europæiske Ligaer

Priske om Asger Sørensen-forlængelse: Utrolig professionel

Asger Sørensen har netop forlænget sin aftale med Sparta Prag, og det er der flere gode grunde til, siger hans cheftræner. Især forsvarspillerens professionelle tilgang er unik.

Asger Sørensen og Sparta Prag skal møde Liverpool i Europa League, og han er en vigtig mand for klubben
Michal Cizek/AFP/Ritzau Scanpix

Sparta Prag har udviklet sig enormt i den seneste periode.

Holdet vandt det tjekkiske mesterskab i fjor, og nu her i marts måned venter to store kampe mod selveste Liverpool, da hovedstadsklubben i februar formåede at gå videre i Europa League med samlet sejr over Galatasaray.

Det kan godt være, han skal have en god løn og en lønforhøjelse, men det er billigere på den lange bane.

– Cheftræner Brian Priske

Og midt i det hele er en succesrig dansker.

Ja, dem er der faktisk flere af, og den ene kan passende beskrive den anden.

– Han er et fantastisk bindeled mellem udlændingene og tjekkerne, og på det professionelle plan er han klart en af de vigtigste spillere. Han har stor betydning for os. Vi ved, at når vi har succes, så er der andre klubber og større ligaer, der er efter vores spillere. Så det er et vigtigt signal, at vi kunne lukke den her kontrakt, siger den danske cheftræner Brian Priske om kontraktforlængelsen Asger Sørensen netop har lavet med Sparta.

Sparta Prag har ikke fortalt, hvor lang en kontrakt, Asger Sørensen har lavet, men skriver blot at den er ‘flerårig‘.

– Det er mega vigtigt. Asger har været fantastisk, og vi vidste, at han kunne hjælpe os, da vi hentede ham. Og det viste han bare fra dag et af. Det er ikke for sjov, han blev den bedste forsvarspiller i ligaen hernede i sidste sæson.

En af de udfordringer, der venter Sparta Prag i de kommende år, er, at udvikle holdet yderligere, så det kan klare sig permanent i europæisk fodbold.

Og det kræver investeringer og konstant arbejde med truppen. Men det er ikke kun noget, man kan købe sig til. Forlængelse af de største profilers kontrakter vægter til tider lige så højt som en ny spiller.

– Et af argumenterne for ledelsen var jo, at det kan godt være, han skal have en god løn og en lønforhøjelse, men det er billigere på den lange bane, at vi har en kulturbærer, der kender klubben. Så skal vi ikke ud og hente spillere i stedet, konkluderer Brian Priske overfor campo.dk.

Første kamp mod Liverpool for Asger Sørensen og Brian Priske er den 7. marts hjemme i Prag.

I et interview med campo.dk kan du herunder høre FCK’s sportsdirektør Peter Christiansen rose processen i Sparta Prag.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P