3F Superligaen

Jesper Sørensens offensive hovedbrud: Det er en luksus!

Brøndby IF’s offensiv blomstrede søndag i Odense, hvor gæsterne triumferede med 3-0 på mål af tre offensive profiler. Det efterlader cheftræner Jesper Sørensen med et svært valg frem mod de kommende kampe.

Jesper Sørensen har et luksusproblem i offensiven, hvor mange profiler sprudler for tiden.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Der var godt gang i Brøndby-offensiven i søndagens udekamp mod OB.

Fynboerne havde på forhånd ikke vundet i egen hule i indeværende sæson, og det ændrede sig bestemt ikke i dagens opgør.

Brøndby-sejrede således med 3-0. En sejr som blev etableret af to tidlige scoringer af de frontløbere i gult og blåt, Yuito Suzuki og Ohi Omoijuanfo, som kvitterede efter henholdsvis syv og 11 minutters spil.

Senere kunne tilbagevendte Mathias Kvistgaarden krone en fornem Brøndby-indsats med en afsluttende scoring til 3-0.

Med andre ord foldede Brøndby-offensiven sig ud i stor stil i Odense. Og med tre scoringer af offensivspillere står cheftræner Jesper Sørensen med et svært valg frem mod næste opgør…

For hvem skal starte på toppen næste gang?

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

– Jeg kommer ikke til at svare på nu, hvem der starter inde næste gang. Men jeg kan sige så meget, at vi har mange gode alternativer, og det er jo det fede ved det, fortæller Jesper Sørensen til campo.dk og fortsætter:

– Vi har Yuito Suzuki, Ohi Omoijuanfo og Mathias Kvistgaarden, der alle scorer i dag, og så har vi Filip Bundgaard, der kommer ind og får en god assist og er tæt på at score selv. Vi har også en Oscar Schwartau, som også er dygtig og et godt alternativ til vores angrebspositioner.

Selvom Jesper Sørensen ikke kan sætte ord på, hvem der kommer til at starte på de forreste positioner i det kommende opgør mod Vejle Boldklub, så indrømmer han, at han står med lidt af et luksusproblem i offensiven, som det ser ud lige nu.

– Jeg synes, at vi har en rigtig bred palette af dygtige spillere, der kan gå ind og hjælpe os med noget af det sværeste i fodbold – nemlig at få scoret målene. Og det er jo bare en luksus at have det, slutter Brøndby-cheftræneren.

Med søndagens sejr i Odense forbliver Brøndby IF på Superligaens førsteplads med 40 point. Jesper Sørensens tropper skal i første omgang forsøge at bevare førerpositionen, når Vejle Boldklub gæster Brøndby Stadion næste søndag.

Tiden må vise, hvem Jesper Sørensen giver chancen til den tid.

Brøndby-stopper efter storsejr: Skal score flere mål

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P