Suzuki: Har aldrig oplevet så stort et ansvar som i Brøndby
Den japanske midtbanespiller Yuito Suzuki tager udfordringen i Brøndby seriøst, og han mærker i hverdagen, hvad der følger med ved at være Brøndby-spiller.
Yuito Suzuki har nu spillet sig helt ind i varmen hos Jesper Sørensen.
I weekendens sejr på 1-0 mod FC Midtjylland startede den japanske midtbanespiller på banen, og han spillede således sin 12 superligakamp for Brøndby og cheftræner Jesper Sørensen.
I et interview med klubbens tv-kanal fortæller den japanske U23-landsholdsspiller, at han også er vokset med opgaven, siden han kom til Vestegnen i august.
– Brøndby er en stor klub i Danmark. Det er første gang for mig at opleve så stort et ansvar. Men jeg føler samtidig, at jeg vokser med ansvaret, siger han i interviewet.
– Jeg arbejder på at blive bedre til engelsk, og efterfølgende vil jeg lære dansk, afslører han endvidere.
Suzuki kan næste gang trække i den gule Brøndby-trøje på søndag, når holdet gæster OB i Odense.