AGF-midtbane: Vil gerne score flere mål
Frederik Brandhof har i denne sæson spillet sig ind som en nærmest fast bestanddel af AGF’s centrale midtbane. I et nyt interview med klubbens egen hjemmeside sætter midtbanespilleren nogle ord på den seneste tid i klubben og beskriver, hvad han bidrager med.
Fuld spilletid i de seneste syv kampe.
27-årige Frederik Brandhof har vundet terræn i kapløbet om midtbanepladserne for AGF, siden han kom ind og assisterede det afgørende mål mod Randers tilbage i oktober.
I et nyt interview med klubbens egen hjemmeside beskriver Brandhof, hvordan har er som spiller, hvorfor AGF er et godt match for ham, og hvad han gerne vil bidrage med fremadrettet.
Der gik dog tid før Brandhof fik chancen for De Hviie i indeværende sæson.
– Jeg har gået og ventet lidt på chancen og at den bød sig til. Og så har jeg holdt fokus på det, jeg selv kan gøre noget ved. Jeg har altid været én, der ikke giver op eller siger så meget, men bare arbejder hårdt, udtaler Brandhof til klubbens egen hjemmeside.
Men Brandhof er slet ikke i tvivl om den personlige betydning, det har for ham at komme ind og gøre en forskel.
– Det betyder altid noget (at komme ind, red.). Alle prøver at byde ind med det, de kan. Nu er jeg en meget energisk spiller, der løber meget og har mange intense løb. Det er det, jeg prøver at komme ind med. At få den der energi ind i holdet og bringe noget intensitet, forklarer han til klubbens egen hjemmeside.
Og midtbanekrigeren ved også godt, hvad der giver ham energi i kampene. Hvor nogle lever af at lave frække driblinger, er det de mere krigeriske fodbolddyder, der tænder en flamme i Brandhof.
– Jeg kan godt li’ at komme ned i tacklinger, vinde nogle vigtige dueller. Få noget posession. Dér får jeg selvtillid, uddyber han overfor klubbens egen hjemmeside.
Men midtbanekrigeren ved også godt, hvad han gerne vil bidrage mere til. Han vil nemlig gerne se sit navn på måltavlen noget oftere.
– Jeg vil stadig gerne blive mere kampafgørende. Jeg føler ikke, jeg har scoret nok mål her. Jeg viste i min tid i Viborg, at jeg kunne gøre det, så det føler jeg, jeg også skal lægge på her, siger han i interviewet med klubbens egen hjemmeside.
Næste gang Brandhof kan lykkes med at blive kampafgørende er søndag den 25. februar, når FC Midtjylland kommer til Ceres Park.