Medie: West Ham øjner engelsk landsholdsemne
Dominic Solanke har været fyr og flamme i indeværende Premier League-sæson, og det er bestemt ikke gået uset hen. Nu melder West Ham sig, ifølge engelske Telegraph, ind i kampen om englænderens underskrift.
14 mål og tre assists i 24 optrædener.
Dominic Solanke har været den offensive talisman for Bournemouth i indeværende sæson.
Tidligere har både Arsenal og Tottenham været meldt interesserede i den 26-årige angriber, der også bliver nævnt som et muligt navn på det engelske landshold, når der skal spilles EM til sommer.
Men nu beretter mediet Telegraph om en ny klub, der angiveligt har set sig varm på Solanke.
Skal man tro normalt velinformerede Telegraph, er West Ham på jagt efter Solankes underskrift.
Solanke, der både var forbi Chelsea og Liverpool i sine unge dage, har kontrakt med Bournemouth indtil sommeren 2027.
Dermed må man gå ud fra, at West Ham skal afgive et ret stort bud, hvis de har planer om at anskaffe sig den brandvarme englænder.