Medie: Dansker skifter permanent til Bundesligaklub
Belgisk medie erfarer, at FC Köln udnytter sin købsoption, og køber danske Rasmus Carstensen fri af kontrakten i belgiske Genk.
Carstensen har været udlejet fra Genk til FC Köln siden i sommer.
Her er danskeren foreløbigt noteret for 18 kampe i den tyske klub, men når lejeaftalen udløber til sommer, så skifter Carstensen ikke tilbage til Belgien.
Det belgiske lokalmedie Het Belang van Limburg skriver nemlig, at FC Köln har valgt at aktivere den frikøbsklausul, som blev forhandlet ind i lejeaftalen.
Dermed ser den 23-årige højre back ud til at skifte til Köln på permanent basis. Den tidligere Silkeborg-back skiftede i 2022 til belgiske Genk, men uden den store succes.
Derfor blev danskeren udlejet i sommer til Köln, og her har Carstensen været en af grundpillerne i forsvaret hos Bundesligaens 16. plads.
FC Köln har endnu ikke meldt noget ud om danskerens kontraktsituation.
Köln ligger aktuelt under nedrykningsstregen og kæmper en hård kamp for overlevelse i den bedste tyske række. Klubben spiller lørdag klokken 15:30 mod Stuttgart.
Carstensen har i alt spillet 19 kampe i Köln og har fortsat sit første mål til gode.