Sydamerika

Agüero trods hjerteproblemer: Kan gøre comeback

En af denne generations helt store angribere måtte tilbage i 2021 indstille karrieren på grund af hjerteproblemer. Men nu har Sergio Agüeros hjertelæge givet positive meldinger i forhold til et comeback.

Sergio Agüero kan måske gøre comeback, efter argentinerens hjertelæge har givet håbefuldt nyt.
Foto: Michael Regan/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var en trist dag i fodboldverdenen, da Sergio Agüero tilbage i 2021 meddelte, at han stoppede karrieren.

Argentineren havde fået konstateret hjerteproblemer, kort efter at han var skiftet til FC Barcelona, og hans hjertelæge havde vurderet, at han ikke kunne fortsætte med professionel fodbold.

Men nu spekuleres der i, at den Argentinske målmager, der var et offensivt våben i Manchester City, kan gøre comeback.

Agüero har efter sit karrierestop brugt tiden på at streame på tjenesten Twitch, hvor han både har spillet computerspil og diskuteret fodbold.

En af de seneste livestreams, som argentineren foretog var dog af en noget mere seriøs karakter, da han modtog et opkald fra sin hjertelæge, mens livestreamen kørte.

Lægen, som Agüero fik i røret, meddelte, at der i princippet ikke er noget, der står i vejen for, at han kan spille lidt fodbold, selvom han stadig har hjertefejlen.

Når lægen siger, at Agüero godt kan spille lidt fodbold, skyldes det, at angriberen selv stillede spørgsmålet, om det ville være muligt at spille 20 minutter for sin barndomsklub Independiente.

Independiente, der har Carlos Tevez som cheftræner, er den klub, som Agüero tidligere har nævnt, når han har spekuleret i, hvor han gerne vil spille karrierens sidste kamp.

Agüero nåede at lave 23 mål i 56 kampe for Independiente, hvorefter han skiftede til Atlético Madrid, der blev karrierens springbræt forud for skiftet til Manchester City, hvor han lavede imponerende 260 mål i 390 kampe.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P