LaLiga

Ramos før Bernabeu-retur: Jubler ikke imod Real

Sergio Ramos tilbragte 16 år af sin fodboldkarriere i Spaniens hovedstad, og han har været en af fanebærerne i Real Madrid – på søndag vender han hjem til Santiago Bernabeu.

Sergio Ramos siger, at han ikke har tænkt sig at juble, hvis han scorer imod Real Madrid, når Sevilla møder kongeklubben.
Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er to og et halvt år siden, at Sergio Ramos forlod Madrid til fordel for Paris.

På søndag kan Real Madrid-legenden igen indtage det græstæppe, hvor han har vundet alt, der er at vinde i spansk fodbold.

Ramos selv er også godt klar over, at der er meget historie imellem ham og Kongeklubben.

– Jeg kommer til at føle mig hjemme, fordi jeg har tilbragt så mange år i klubben, hvor de vigtigste øjeblikke i min karriere har fundet sted.

– Jeg har så mange fantastiske minder med klubbens fans og mine holdkammerater. Det bliver meget specielt og følelsesladet at vende tilbage.

Sergio Ramos har haft mange gode grunde til at juble på Santiago Bernabeu som Real Madrid-spiller.

Madrid-legenden har da også gjort sig tanker om, hvordan han vil reagere, hvis han skulle komme på måltavlen imod sin gamle klub.

– Jeg har meget respekt for fansene og hele Real Madrid, så hvis jeg scorer, så kommer jeg ikke til at juble.

– Men hvis jeg er heldig nok at score og dermed giver os tre point, så kommer jeg til at være superglad fordi de point er så vigtige for os, fortæller Sergio Ramos til DAZN.

I Sevilla har de nemlig brug for alle de point, de kan få, da klubben har gang i en skuffende sæson, hvor Ramos og co. befinder sig på 15. pladsen.

Sergio Ramos kom til Real Madrid fra Sevilla i 2005, og den tidligere spanske landsholdsspiller har optrådt 671 gange for den spanske storklub.

Kampen imellem Real Madrid og Sevilla fløjtes i gang klokken 21:00 og den kan ses på TV2 Sport X og TV2 Play.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P