Medie: Solskjær er klar til at agere vikar i Bayern til sommer
Thomas Tuchel stopper i Bayern München til sommer, men skulle de to parter blive enige om at slutte før tid, så står Ole Gunnar Solskjær klar til at springe til. Det erfarer tysk medie.
Han har ikke haft et trænerjob siden 2021.
Men skulle Bayern München få brug for en vikar i dette forår, så er norske Ole Gunnar Solskjær klar.
Bayern München meddelte tidligere på onsdagen, at Thomas Tuchel er færdig i klubben senest til sommer. Og skulle der komme yderligere knas i maskineriet, så er den 50-årige nordmand.
Tysk Sky Sport skriver via journalisten Florian Plettenberg, at Ole Gunnar Solskjær er klar til at agere midlertidig træner i Bayern München skulle Tuchel stoppe før sommer.
Plettenberg erfarer, at Solskjær endvidere er klar på at skrive en kort kontrakt med udløb til sommer. Og Bayern holder angiveligt også øje med Solskjær, hvilket også blev beskrevet i starten af ugen.
Solskjær har erfaring som midlertidig træner. I december 2018 overtog han tøjlerne efter José Mourinho i Manchester United. Tre måneder – og 14 sejre senere – vekslede han den midlertidige kontrakt til en permanent.
Han blev fyret i november 2021, og har ifølge Transfermarkt været kampanalytiker for UEFA siden 2023.