Engelsk sensationstræner i Ligue 1: Jeg vil hjem
På trods af, at Will Still endnu ikke har sin UEFA Pro Licens, er han et varmt træner-talent, som står i spidsen for Stade Reims, hvor Mohamed Daramy også spiller, og nu vil han hjem til England.
Historien om Will Still er et sandt eventyr.
Den 31-årige englænder, som dog er født i Belgien, har stadig ikke den højeste træner-grad i UEFA-regi.
I 2022 florerede der rygter om, at Stade Reims måtte betale en bøde på 25.000 euro, hvilket svarer til cirka 185.000 danske kroner, hver gang Will Still stod i spidsen for klubben på grund af manglende træner-certifikater.
Det er dog ikke tilfældet længere, da Still er i gang med tage UEFA Pro Licens, som professionel fodbold påkræver.
Til trods for det, så har Will Still rimelig godt styr på træner-gerningen, da Stade Reims i skrivende stund befinder sig på ottendepladsen i Ligue 1.
Still er født i Belgien, men han definerer stadig England som sit hjem – hvor han håber at vende tilbage til.
– Det er bare mit sted. Jeg vil gerne hjem. Jeg har været udenlands hele mit liv og arbejdet hele mit liv i et miljø, som ikke helt var mit sted.
– Jeg vil bare gerne hjem. Jeg ville arbejde for en Championship-klub uden problemer. Selvfølgelig er Premier League enhver managers drøm.
– Men hvis der er en ambitiøs Championship-klub, som vil arbejde på den rigtige måde og være åbne og ærlige omkring tingene, så ville jeg elske at gøre det, fortæller Will Still i et interview med The Athletic.
Næste gang Will Still og Mohamed Daramy skal i Ligue 1-aktion er på søndag, når de gæster Le Havre.
Mohamed Daramy er blandt Stills favoritter, og danskeren har spillet 21 ud af 22 kampe i Ligue 1 for Reims, hvor det er blevet til to mål og fem oplæg.