LaLiga

‘AC’ om Xavi: Han fik min drøm til at gå i opfyldelse

Det er ingen hemmelighed, at Xavi stopper som træner FC Barcelona, når sæsonen slutter. Men spørger man danske Andreas Christensen, er det rigtig ærgerligt. Han så nemlig gerne, at Xavi fortsatte i de kommende sæsoner også.

Andreas Christensen er træt af, at Xavi stopper som træner i FC Barcelona, når sæsonen slutter.
Foto: Juan Medina/Reuters/Ritzau Scanpix

Ingen ved, hvem der skal overtage roret i FC Barcelona.

Xavi har meldt ud, at han stopper ved udgangen af indeværende sæson, efter Barcelona har haft en del modgang på resultaterne.

I et nyt interview, som Viaplay har foretaget med danske Andreas Christensen, snakker danskeren om Xavis beslutning og reflekterer over, hvem der kan erstatte spanieren.

– Man kan kun acceptere hans beslutning, det er jo hans beslutning, men jeg så ham gerne blive. Han tog os til ligatitlen sidste sæson, og han bragte mig hertil, så jeg har et godt forhold til ham, starter Christensen i interviewet med Viaplay.

Udover at Xavi i Christensens øjne er en rigtig dygtig træner, repræsenterer den tidligere Barcelona midtbane også en drengedrøm, der gik i opfyldelse for danskeren.

– Det er trist (at Xavi stopper, red.), han fik mig hertil, og det var min drøm, fortsætter danskeren overfor Viaplay.

Selvom det, ifølge ham selv, kan være svært at sætte ord på, knytter Christensen også et par kommentarer til, hvorfor han mener, at Xavi er en helt vildt dygtig træner.

– Det er svært at sætte konkrete ting på, hvad trænere gør. Men det er deres væremåde, den følelse, de giver dig og den måde, de ser fodbold på. Jeg vil gerne se fodbold, som Xavi gør, uddyber Christensen i sit interview med Viaplay.

Efter de rosende ord om sin nuværende træner, bliver Christensen spurgt ind til de to trænere, som de lokale medier i Barcelona sætter i forbindelse med klubben.

På avisen Christensen får stukket i hånden, står der navnene Thomas Tuchel og Hansi Flick.

Christensen, der ifølge eget udsagn ikke læser aviser, bliver derefter bedt om at sætte et par ord på, hvilken type træner, han ønsker skal overtage posten efter Xavi.

– Gerne en type, der minder om Xavi, som ser fodbold på den måde og som gerne vil spille på den måde, for det passer rigtig godt til mig, afslutter danskeren interviewet.

Xavi og Christensen skal i aktion, når Barcelona spiller deres første af to Champions League-opgør mod Napoli onsdag den 21. februar.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P