Leverkusen-stjerne: Liverpool? Hvem ved
Liverpool har angiveligt set sig lune på Jeremie Frimpong, som har gang i en strålende sæson med Bayer Leverkusen.
En af Xabi Alonsos favoritter er kommet i søgelyset af Liverpool.
Jeremie Frimpong er flyvende på højre wingback for Bayer Leverkusen, og hollænderen bidrager enormt meget til Leverkusen-offensiven.
Det kan de godt lide i Liverpool, hvor de også har en højreback, som boltrer sig i den offensive del af spillet – nemlig Trent Alexander-Arnold.
Derfor skulle Liverpool også være ude efter endnu en højreback med offensive kvaliteter, og nu har Jeremie Frimpong selv forholdt sig til rygterne.
– Liverpool? Det er en kæmpe klub med en masse historie. Det ville være fantastisk. Hvem ved, hvad fremtiden bringer?, fortæller Jeremie Frimpong til Ziggo Sport.
Bayer Leverkusen-backen har spillet 21 kampe for Bundesligaens absolutte førerhold, som endnu ikke har tabt en kamp i denne sæson.
Frimpong har også bidraget pænt, og han står noteret for syv mål og syv oplæg for Bayer Leverkusen.