Glad Guardiola: Vi led lidt i anden halvleg
Manchester City vandt tirsdag aften 1-0 over Brentford efter en scoring midtvejs i anden halvleg fra Erling Haaland. Pep Guardiola var tilfreds med den svære sejr.
Først tyve minutter før tid kom forløsningen for Manchester City tirsdag aften mod Brentford.
Forud var gået en kamp, hvor Manchester City havde det meste spil, og også pæne chancer, men også en kamp, Brentford bestemt var med i.
Erling Haalands scoring i det 70. minut blev den afgørende forskel på Etihad, og Citys manager, Pep Guardiola, roser også Brentford for en flot kamp.
– De er sådan et svært hold. De har evnerne med Ivan Toney, han er en mesterlig spiller, en virkelig god spiller. Udover det er de virkelig gode til frispark, indkast og så videre, udtalte Pep Guardiola efter sejren ifølge BBC.
Manchester City havde flere pæne chancer i første halvleg, blandt andet ved det norske talent Oscar Bobb, som fik sin afslutning reddet på stregen af Brentfords Ben Mee.
– Vi havde mange chancer, taget i betragtning af hvor svært det er at spille mod dem. Præstationen var virkelig god, endnu engang, og jeg er glad for resultatet.
– Jeg tror, vi havde færre chancer i anden halvleg end i første. Vi kæmpede lidt i anden halvleg.
Erling Haaland scorede kampens eneste mål og fik dermed vasket weekendens kamp mod Chelsea af sig, hvor den norske verdensstjerne brændte flere store chancer.
Guardiola var da også tilfreds med nordmanden.
– Han har været skadet i lang tid. Han udgør altid en trussel i disse situationer. Vi har brug for den slags spillere.
Kampen var et udsat opgør fra december, og med sejren er Manchester City på andenpladsen i Premier League.
Næste kamp for Guardiolas mandskab er på lørdag, hvor Bournemouth venter på udebane.