
Milan-træner efter nedsmeltning: Det gør ondt
AC Milan tabte søndag aften med hele 4-2 til Monza. Efter kampen var det en bekymret Stefano Pioli, der mødte pressen.

De troede lige, de fik det éne point med hjem.
AC Milan måtte dog nøjes med nul, da de søndag aften tabte med hele 4-2 ud mod Monza.
Efter kampen var det en både skuffet men alligevel afklaret Stefano Pioli, der mødte pressen og satte ord på kampen.
– Vi lavede fejl, der satte kampen over styr. Vi spillede de første 45 minutter, som vi skulle, men så lavede vi fejl.
– Efter 2-2-scoringen skulle vi være mere klar i hovedet, men på det tidspunkt ville vi bare vinde.
AC Milan udlignede til 2-2 efter 88 minutter, men blot to minutter senere bragte Monza sig igen i front, hvorefter de lukkede kampen til 4-2 i overtiden.
– Det er længe siden, vi har lavet fejl som disse. Det er et nederlag, som virkelig gør ondt.
Pioli maner dog til ro, hvad angår stillingen i tabellen, hvor Milan selv ligger på en tredjeplads.
– Tredjepladsen er ikke så solid endnu og andenpladsen er ikke så langt væk.
AC Milan møder torsdag franske Rennes i Europa Leagues 1/16-finaler. Første opgør i den duel endte 3-0 i Milans favør.