
Brandvarme Mattsson: Skal fortsætte stimen fra Holland
Magnus Mattsson er startet sin tid i FCK med lyn og torden. Det har foreløbigt kastet to kasser af sig, og den 24-årige jyde vil ride videre på den bølge, som startede allerede i Holland.

15 mål i 24 kampe.
Magnus Mattsson har gang i en helt vild sæson, hvor den 24-årige midtbanespiller for alvor har knækket målkoden.
Mattsson startede sæsonen i hollandske NEC Nijmegen, men skiftede i januar til FCK. Her har midtjyden scoret i begge sine optrædener for klubben.
Det gik søndag ud over Silkeborg IF, hvor Mattsson bragte københavnerne foran i starten af anden halvleg.
Efter kampen gav Mattsson en forklaring på den gode start i hovedstadsklubben.
– Jeg synes jo, det er en super god gruppe af holdkammerater. Jacob Neestrup har været super god til at hjælpe mig med de taktiske ting. Det er der fokus ligger i starten; at lære connections med sine holdkammerater, systemet og strukturen på holdet, udtaler Magnus Mattsson til Discovery+ efter kampen.

Mattssons gode målform startede allerede i Æresdivisionen, hvor han nåede 11 kasser i denne sæson. Det ønsker Mattsson at fortsætte i FCK.
– Det er klart, jeg skal komme med noget her i FCK og bidrage med det jeg kan og fortsætte den stime, jeg har haft gang i i Holland med mål og assist og masser af energi, slutter FCK’s nummer otte.

Mattsson og FCK skal i aktion igen mandag den 26. februar, hvor FC Nordsjælland gæster Parken.