OB har ny anfører på plads
OB bekræfter torsdag eftermiddag den nye anførergruppe. Samtidig oplyses det, at Filip Helander kommer til at bære anførerbindet i første kamp.
Filip Helander, Bashkim Kadrii, Tom Trybull og Martin Hansen er den nye anførergruppe i OB.
Det fortalte OB-cheftræner Søren Krogh for en uge siden til Fyens Stiftstidende, og torsdag har OB nu selv bekræftet beslutningen på klubbens egen hjemmeside.
– Hvis man kigger på vores situation lige nu, så handler det ikke om, hvad der skal ske på den lange bane.
– Det handler om at sørge for, at OB er i Superligaen til næste sæson, og der føler jeg, at det her er det rigtige på den korte bane, så vi kan få mest mulig kraft ind i den her gruppe, siger Søren Krogh.
Samtidig oplyses det, at Søren Krogh ikke mener, at den “hierarkiske tilgang til anførertildelingen følger tidens ledelsessyn”, hvorfor der er valgt en anførergruppe og ikke blot en anfører og viceanfører.
Selvom der er tale om en flad organisation blandt de valgte i anførergruppen, så skal der jo som bekendt vælges en ud til at bære anførerbindet i kampene.
Her er valget i første omgang faldet på Filip Helander.
– Der er nogle gode anførertyper i den her gruppe, og der vil jeg have mandat til at modellere det, som jeg vil, men planen er, at Filip er anfører, og Bashkim tager bindet, hvis Filip ikke er der, siger Søren Krogh.
OB tager hul på forårssæsonen i Superligaen allerede fredag klokken 19.00, hvor Viborg FF venter ude.
Det fynske fodboldflagskib har vinteren over indtaget niendepladsen i landets bedste række, hvorfra man har tre point ned til Vejle Boldklub under nedrykningsstregen.