Desler-drøn ikke nok for Toulouse
Mikkel Desler var tæt på at blive den helt store helt for franske Toulouse, der torsdag aften var på en svær opgave ude mod Benfica.
Benfica har de seneste sæsoner taget sig flot ud i Champions League.
I denne sæson er den portugisiske storklub dog henvist til knockoutfasen i Europa League, efter det blev til en tredjeplads i Champions League-gruppespillet før nytår.
Her ventede der torsdag aften et opgør mod franske Toulouse, hvor en dansk scoring var tæt på at fravriste portugiserne sejren.
Benfica kom dog tilbage sent i tillægstiden, hvorfor det blev til en 2-1-sejr.
Med et kvarter tilbage af den ordinære spilletid var Mikkel Desler vågen ved bagerste stolpe, efter bolden var blev sendt vidt omkring i sekunderne op til.
Her tøvede den tidligere OB’er ikke da han fik muligheden, hvor han resolut flugtede bolden i mål ved fjerneste stolpe.
Med scoringen stod der pludseligt 1-1 på måltavlen, efter Angel Di Maria kort forinden havde bragt Benfica i front på et straffespark.
Bedst som det lignede en fransk overraskelse, blev Benfica tildelt endnu et straffespark ni minutter inde i tillægstiden. Også denne gang omsatte Di Maria til mål.
Foruden Mikkel Desler startede også danske Rasmus Nicolaisen inde for Toulouse.
Alexander Bah blev skiftet ind for Benfica efter en time, mens Casper Tengstedt så hele opgøret fra bænken.
De to mandskaber mødes i returopgøret i Frankrig om en uge.
Manniche trods skidt Benfica-efterår: Er ikke så urolig