DBU og DR forlænger aftale om tv-rettigheder
Også de kommende kampe for det danske kvindelandshold skal ses på Danmarks Radio.
DBU og DR har forlænget den nuværende aftale med fire år.
Det betyder, at kvindelandsholdets kampe i både den kommende EM- og VM-kvalifikation samt både venskabskampe og kampe i Nations League kan følges på DR frem til og med 2027.
– Kvindelandsholdet har begejstret de seneste år med flot fodbold, en ottendedelsfinale til VM og fire sejre i Nations League. Holdet oplever stigende fanopbakning og går ind til et spændende 2024 med en billet til EM 2025 som det helt store mål.
– Vi er rigtig glade for, at danskerne og de rød-hvide fans også i fremtiden kan følge Kvindelandsholdet på DR’s kanaler, siger Jakob Høyer, der er kommunikationschef og konstitueret kommerciel direktør i DBU.
Selvom DR altså har sikret sig rettighederne til de kommende kvalifikationskampe, så betyder det ikke nødvendigvis, at eventuelle slutrundekampene også bliver vist på DR’s kanaler. Rettighederne til slutrunderne forhandles nemlig separat.
DR begyndte at vise kvindelandsholdets kampe tilbage i 2015.