DBU etablerer fodbold campus – særlig fokus på kvindefodbold
DBU har i mange år arbejdet på at lave et særligt fodboldcenter, og nu er planerne endt med en alliance med Høje Taastrup kommune og DBU Sjælland.
Det handler om at sikre de bedste betingelser.
DBU har nu løftet sløret for et nyt Campus, som skal sikre de bedste rammer for udviklingen af fodbolden i Danmark.
Det kommer til at ske i en:
– …ny planlagt velfærdsalliance mellem Høje Taastrup Kommune, DBU og DBU Sjælland. Samtidigt ønsker DBU at etablere et nyt nationalt Campus med domicil og topmoderne træningsbaner i Høje Taastrup som en vigtig del af projektet Hele Danmarks Klubhus, skriver unionen.
Det nye Campus skal rumme moderne træningsbaner, et nyt DBU-domicil. Så DBU skal altså også flytte fra ellers velkendte DBU Alle.
Beslutningen om at placere det nye Campus i Høje Taastrup er truffet af DBU’s bestyrelse, og DBU arbejder fortsat på at skaffe den endelige finansiering af både det nye Campus og de andre elementer af projektet ’Hele Danmarks Klubhus’, som projektet også navngives.
– Placeringen af Campus er et stort skridt i vores vision for dansk fodbold, der begyndte med et ønske om bedre infrastruktur med stadions og nationalt træningscenter og nu er blevet et kæmpe kultur-projekt med titlen ’Hele Danmarks Klubhus’, hvor kultur og infrastruktur skal smelte sammen og sikre sammenhæng mellem det nationale Campus, regionale kraftcentre og lokale tiltag helt ud til landets godt 1550 fodboldklubber. Det nye Campus i Høje Taastrup bliver en central motor i projektet Hele Danmarks Klubhus, som vi glæder os til at arbejde videre med, siger Jesper Møller til unionens hjemmeside.
DBU har i samme planer offentliggjort, at der i særdeleshed kommer fokus på kvinde og pigefodbold fremover samt fodbold for børn med særlige behov. Og det glæder DBU Sjælland, som også står fader til planerne.
– En velfærdsalliance med Høje-Taastrup Kommune vil styrke udviklingen i klubberne blandt andet gennem endnu mere uddannelse af trænere, målrettet arbejde med at udvikle fodbolden for piger og kvinder, indsatser på sundhedsområdet og ikke mindst med fodboldinitiativer, som kan give børn med særlige behov mulighed for at komme til at spille fodbold. Alt sammen for at endnu flere kan få mulighed for at blive en del af fodboldens fællesskaber siger Jakob Koed, der er formand på DBU Sjælland.
DBU har tidligere haft planer om et fodboldcenter i Odense, hvilket blev droppet for år tilbage. De afløses altså nu af et nyt Campus.