‘AC’ har fået grønt lys: Svært at se lyset i mørket
Anders Christiansen er klar til at indtage de svenske fodboldbaner igen, efter han fik et ildebefindende tilbage i maj – det var dog ikke altid lige let at forblive positiv.
Det har været en lang vej, men nu er han der.
Danske Anders Christiansen fik tilbage i maj måned et ildebefindende.
Efterfølgende tests viste problemer med hans hjerte, og siden fik han indopereret en pacemaker.
Genoptræning og yderligere undersøgelser er dog langt om længe ved vejs ende, og Malmö FF-kaptajnen har nu fået det sidste grønne lys til, at han er fit til at spille fodbold.
I et interview med Malmö FF’s egne kanaler fortæller danskeren, at selvom han er begejstret for at være tilbage, så var det ikke altid lige let på rejsen mod et comeback.
– Det er klart, at det var en forløsning (at få grønt lys fra lægerne, red.).
– Det var svært ligesom at se lyset i mørket, da alting skete der tilbage i maj og juni.
– Det har været en lang proces, men de folk, jeg har haft omkring mig – både udenfor klubben og i klubben – har gjort det trygt for mig og min familie.
– Jeg er utroligt taknemmelig for, at jeg kan få lov til at spille fodbold på eliteniveau igen, siger han.
Anders Christiansen står i alt noteret for 234 kampe for Malmö FF.
Den 33-årige dansker har kontraktudløb med udgangen af 2024.