Henriksen slår fast: Jeg er ikke Jürgen Klopp
Bo Henriksen havde ikke været cheftræner i mange minutter, inden at sammenligningen begyndte med Mainz-koryfæet Jürgen Klopp. Men Henriksen er ikke som Liverpools manager, fortæller danskeren.
Bo Henriksen er tirsdag præsenteret som cheftræner i Mainz 05.
Fra 2001 til 2008 var det Jürgen Klopp, der sad på Henriksens nye post, og i kølvandet på danskeren ansættelse er sammenligningen med den nuværende Liverpool-manager begyndt.
Det startede i den tyske avis Bild, og på tirsdagens pressemøde blev Henriksen da også spurgt ind til Mainz-, Dortmund og Liverpool-koryfæet Jürgen Klopp.
– Jeg tror, at han (Jürgen Klopp, red.) ved præcist, hvad han vil, og det ser ud til, at alle spillerne elsker ham. Han fremstår som en mand, der virkelig, virkelig er god til sit job og ved, hvordan man behandler folk for at få det bedste ud af dem. Sådan ser jeg på ham, udtaler Henriksen på tirsdagens pressemøde fra Mainz.
Henriksen hylder Klopp, og udtaler at tyskeren repræsenterer det gode i os. Men den 49-årige fynbo er ikke en Klopp-klon.
Bo Henriksen har en plan: Vi skal slippe spillerne fri– Jeg er ikke som ham, men jeg er virkelig god til at være mig. Jeg er virkelig dårlig til mange ting, men jeg er fantastisk til at være mig. Og jeg synes, det er vigtigt at vide for alle.
– Alle skal være tro mod sig selv og tro mod det, de tror på – og jeg tror på mennesker, udtaler Henriksen på tirsdagens pressemøde.
Bo Henriksen har tidligere været i Brønshøj, AC Horsens, FC Midtjylland og FC Zürich. Han har tirsdag underskrevet en kontrakt med udløb i sommeren 2026.