Officielt: HSV fyrer cheftræner Tim Walter
HSV har mandag formiddag fyret cheftræner Tim Walter. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er ikke noget helt uvant, at HSV fyrer sin cheftræner.
Og nu er det sket igen. Klubben har mandag formiddag skilt sig af med cheftræner Tim Walter, der ikke har leveret varen.
Det har klubben netop meddelt på sin hjemmeside.
Sky rapporterede allerede mandag morgen om fyringen, som kommer på baggrund af skuffende resultater.
HSV ligger godt nok nummer tre i 2. Bundesliga, men holdet har tabt to af de seneste fire opgør, og lige nu er der altså ikke udsigt til direkte oprykning.
– Jeg ville gerne have bidraget yderligere til at nå vores sæsonmål sammen. Jeg vil gerne takke HSV, administrationen og de ekstraordinære fans for mere end to et halvt års godt samarbejde. Jeg ønsker holdet og klubben størst mulig succes, mens sæsonen skrider frem, lyder det fra Tim Walter ovenpå fyringen.
Senest tabte klubben 3-4 til rivalerne fra Hannover, og meget symbolsk er klubbens hjemmeside siden nyheden blev publiceret brudt sammen.
Der er en del oprydningsarbejde at gøre i den nordtyske klub.