Wass fylder snart 35: Jeg har ikke noget imod at forlænge
Daniel Wass bliver naturligvis ikke yngre, men alderen trykker ikke hos Brøndby-profilen. Faktisk kan fodbolddirektør Carsten V. Jensen og co. bare smide en ny kontrakt på bordet.
Daniel Wass har nu tilbragt halvandet år i Brøndby IF efter 11 år i udlandet.
På forårets sidste dag fylder han 35 år, og til sommer har han et år tilbage af kontrakten med klubben fra Vestegnen.
Den lange karriere og alderen til trods, så er han dog ikke i nærheden at være klar til et karrierestop.
Tværtimod er han i stedet frisk på at tage et par år mere i Brøndby.
– Lige nu har jeg det godt. Jeg fylder 35 og har et år tilbage (af kontrakten, red.). Jeg har ikke noget imod at forlænge min kontrakt og spille et par år mere.
– Det føler jeg godt, at jeg kan. Jeg føler stadig, at kroppen godt kan. Jeg har det godt, jeg træner hver gang og jeg har sjældent skader. Lige nu nyder jeg bare at spille fodbold.
Så du kunne sagtens se dig selv fortsætte efter sommeren 2025, hvor din kontrakt udløber?
– Ja, det kunne jeg sagtens se, siger Daniel Wass til campo.dk.
Den garvede Brøndby-spiller fortæller videre, at han gør en dyd ud af at holde sin krop i tiptop stand.
– Min krop har det godt, og jeg synes også selv, at jeg er god til at passe på den.
– I og med, at jeg også ved, at det er mit værktøj, så prøver jeg at passe på den så meget som muligt.
– Det synes jeg også, at jeg er god til, og derfor er jeg også sjældent skadet, siger han.
Daniel Wass og Brøndby er efterhånden ved vejs ende med vinteropstarten for denne omgang.
Den 18. februar går det hele så løs igen, når FC Midtjylland gæster Brøndby Stadion i et vaskeægte topbrag i Superligaen.
Dårligt nyt: Ny Brøndby-mand ude resten af grundspillet